Når man bliver nostalgisk…

Kender i det der med, at man nogle gange genopdager forskellige ting fra sin ungdom? (Åh gud det lyder gammelt :’D)

Da jeg var omkring 15-16 år var jeg faktisk gotisk, i ved sort make-up, sort tøj, korsetter, netstrømper osv. Folk tror faktisk ikke altid på det, når de ser mig i dag 😀 Men det er nu sandheden.

Op til den alder, havde jeg altid været den søde pige, som var god i skolen, næsten altid gjorde som der blev sagt, og aldrig gjorde noget uforudset.

I 8. klasse på Hundige Lille Skole, skulle vi så have udvekslingselever fra Polen på besøg. Hende der skulle bo hos mig hed Ewa. Virkelig sød pige, meget stille, men virkelig flink. Hun introducerede mig til et band, der hedder HIM. Et finsk band, som spiller noget de kalder love metal. Jeg var hooked med det samme, og hørte næsten ikke andet musik end det. Min tøjstil var dog uændret på det tidspunkt, bortset fra at jeg havde fået farvet mine spidser sorte (hjemme hos min veninde Melissa, uden mine forældre vidste det. Ups..)

I efteråret i 9. klasse var det så vores tur til at besøge Polen, og i Polen skete der noget med stilen. Min veninde Melissa og jeg boede tæt på hinanden, og var stort set sammen hele tiden. Vi brugte rigtig meget tid på at høre den nyopdagede musik, og var ret vilde med alt det nye og mystiske mørke.

I Polen opdagede jeg jo så også, at man kunne få en masse fedt merchandise til de her bands, og gik faktisk hurtigt fra at være almindelige 8. klasses pige til at være gotisk 😀 Det var en hel ny spændende verden, og jeg var ærlig talt lidt træt af at være denne her søde pige 😀

Det tør siges at mine forældre fik noget af et chok, da jeg kom hjem fra Polen. Jeg var taget afsted i cowboybukser, lyserød strik og kunstpelsjakke, og kom hjem i sorte bukser, sort sweatshirt med HIM på, sort hue og tyk sort streg om øjnene, derudover var jeg også begyndt at ryge. Kan egentlig godt forstå at de ikke var helt tilfredse med min forvandling. Jeg har ikke engang noget billede af mig som gotisk, men det her billede er fra da vi tog afsted til Polen 🙂

Jeg hørte jo også rigtig meget rock og metal musik, og nogle gange kommer det over mig, at sætte de sange på igen, også bliver jeg helt nostalgisk. Det var nu en meget sjov tid, selvom den ikke varede så længe. Jeg blev hurtigt træt af alt det sorte 😉 Og det var nu nok heller ikke helt mig inderst inde, jeg synes nu egentlig bare det var sejt, og nød den opmærksomhed det tiltrak på gaden.

Men meget af musikken kan jeg stadig godt lide. Især i perioder hvor jeg er lidt presset. Der er nu ikke noget som god rock og metal, når man er lidt frustreret oven i hovedet. Det hjælper mig af med frustrationerne at høre det musik et stykke tid, og efterfølgende kan der godt gå lang tid før jeg hører det igen. Men det er sjovt at blive ført tilbage til den gotiske tid og grine lidt af hvor fjollet man var :’D (Ikke at det er fjollet at være gotisk, men JEG var fjollet, fordi det slet ikke var mig 😉 )

Når man pludselig ser på noget med helt nye øjne!

Når man pludselig ser på noget med helt nye øjne!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker at læse. Det startede allerede da jeg lærte at læse som barn. Så jeg har læst en del børnelitteratur, da jeg var lille. Nu er jeg jo som bekendt blevet voksen, eller så godt som i hvert fald, og studerer til lærer. Et af mine undervisningsfag er dansk, og i øjeblikket kører vi et modul, der hedder sprog og genrer, hvor vi skal læse en masse børnelitteratur. Så nogle af de bøger jeg læste som barn, bliver helt sikkert taget op igen. Derudover har jeg jo også min datter Monique på 5 år, som jeg læser for hver anden dag, når jeg har puttetjansen.

Jeg nyder at læse alle de bøger igen, som jeg selv var vild med som barn, men det har godt nok overrasket mig, hvor stor forskel der er på at læse en bog med “barneøjne” og med “voksenøjne”.

Barneøjne er uskyldige og ufarvede af livets realiteter, så en historie som Pippi Langstrømpe er jo en herlig historie, om en bomstærk pige, som har det fede liv alene i en villa med en hest på terrassen. Hun kan gøre, hvad hun vil, og ingen bestemmer over hende.
Det samme med Lille Virgil, som jeg lige har skulle læse til dansk-undervisningen. Han er en sjov, fantasifuld dreng, der oplever så mange spændende ting, og også har friheden hvor ingen voksne bestemmer over ham. Han ser med undrende øjne på sin ven Carl-Emil, fordi Carl-Emil skal sove med nattøj og ikke må noget for sin mor.

Dejlige uskyldige historier, som de fleste børn elsker.

Men det bliver da godt nok lige smadret fuldstændigt, når man tager voksen-/dansklærerbrillerne på!

Alle de historier jeg elskede som barn, er jo pludselig blevet dybt dybt tragiske! Pippi er jo en stakkels ensom pige, hvis mor ikke rigtig nævnes, og hvis far er sørøverkaptajn og tydeligvis ligeglad med sin datter. Og det samme med Lille Virgil, som heller ingen forældre har, som sover i et faldefærdigt hønsehus og hvis eneste selskab, udover vennerne, er en et-benet hane. Det er jo faktisk virkelig forfærdelige børneskæbner, som rammer dybt i hjertet, især når man selv er mor. Hvem passer på de her små børn?

Også sådan en sjov tegnefilm som Valhalla. Der gik det aldrig op for mig som barn, at menneskene faktisk kun kom til Valhalla, når de døde. Så de to børn, Tjalfe og Røskva, som skal være tjenere for Thor, må jo rent faktisk være døde. Hvilket også er virkelig ulykkeligt.

Det er lidt en blandet følelse at læse med de her nye briller på, og jeg synes, det er vildt så meget en historie kan ændres.

Jeg vil nok aldrig kunne tage voksen-/dansklærerbrillerne af igen, men jeg nyder stadig at læse historierne for min datter, som stadig ser verden som et sted fyldt med magi, feer, julemænd, trolde, tyttebøvser osv. Forhåbentlig bliver hun ved med at se verden sådan længe endnu! Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at magien vil være til stede, og at voksenbrillerne forbliver pakket langt væk 🙂

En virkelig hård beslutning…

En virkelig hård beslutning…

Ja, som titlen siger, så har jeg været nødt til at tage en mega hård beslutning. Jeg har valgt at vores lille kanin Oreo skal ud et andet sted og bo. Det gør ondt helt ind i hjertet, men det er det bedste for ham.

Vi fik Oreo og Lucy (hans kæreste) i februar.. I april døde Lucy pludseligt af ukendt årsag. Siden da har jeg kunne se på Oreo, at han er blevet mere ensom.
Monique har helt mistet interessen for ham, og hverken kæler med ham eller hjælper med pasningen, som det ellers var meningen. Trods flere opfordringer fra mig, så er interessen der bare ikke. Casper er ikke så meget til kaniner, og Marley er for lille endnu. Så den eneste, der rigtig snakker med ham og kæler ham, er mig. Og det er jo slet ikke nok for ham. 🙁

Jeg synes ikke, jeg vil anskaffe en ny ven til ham, når nu der i forvejen ikke er den store interesse for ham herhjemme. Og ærligt, så er jeg mega træt af pøller og pels overalt, for det er også kun mig, der gør rent hos ham.

Næste weekend starter Monique til dans igen, jeg starter studie op igen i september og har arbejde ved siden af, til foråret starter Monique i SFO og derefter skole, så det ser heller ikke ud til, at tiden kommer til at være der i fremtiden.

Derfor synes jeg, det er bedst, at han kommer hen et sted, hvor tiden er der. Han skal til Fyn og bo et lækkert sted hos Sofie, der har en masse kaniner. Han kommer ud i en stor løbegård, og får sig en ny kæreste, så er sikker på, at han får det rigtig dejligt. Men for pokker hvor er jeg ked af, at skulle af med ham. 🙁 Man holder jo af de små pelstotter.

Jeg fortalte det til Monique i går, da vi havde lidt alenetid, mens hun var i bad. Hun brød fuldstændig sammen, ikke noget der gør beslutningen nemmere.. Jeg prøvede at forklare hende de ovenstående grunde til min beslutning, og lagde meget vægt på, at det altså ikke er hendes skyld, men at det er for Oreos bedste. Hun lovede og lovede, at hun nok skulle blive bedre til at passe ham, men måtte forklare hende, at det ikke er nok for ham, at hun kun interesserer sig for ham en gang hver fjerde måned. Hun kælede lidt med ham, da hun kom ud af badet og lidt i morges.. Så jeg begynder selvfølgelig at vakle i min beslutning.. Mon hun nu gør det bedre?? Skulle man give det en chance mere??

Men nej. Hvis vi vælger at beholde ham, så ved jeg, at hun igen mister interessen om en uge.. Vi har prøvet det før, både med en anden kanin og et hamster. Så jeg må virkelig være stærk og holde ved min beslutning, selvom det er svært.

Også skal jeg virkelig lade være med at give mig, og sige ja til flere kæledyr.. Jeg havde selv mange dyr som barn, men jeg passede dem også selv. Selvom jeg virkelig elsker at have dyr omkring mig, så må jeg erkende at overskuddet ikke er der. Vi har simpelthen for travlt. Vi har vores to smukke katte Moony og Vibsen, det må være rigeligt for nu. De kommer selv og kræver opmærksomhed, og kan selv gå ud og få brugt energi udenfor.

Det er på fredag Oreo flytter. Så vi må nyde de sidste dage med ham, og jeg må huske mig selv på, at det er det bedste for ham.

En mega god dag!

En mega god dag!

Ja, som overskriften siger, så har jeg bare haft en mega god dag 😃

Jeg har jo fået job som tilkaldevikar på en friskole her i byen. I dag blev jeg så kaldt ud for første gang (eller det vil sige, blev også kaldt ud i fredags, men der kunne jeg ikke). Jeg var både mega spændt og mega nervøs! Nu ville jeg jo finde ud af, om lærer overhoved er mig. Tænk nu hvis det slet ikke var mig? Tænk nu hvis det bare var nogle møgunger, jeg skulle ud til! 😱

Det viste sig jo at være helt anderledes. Og heldigvis da! De første to lektioner var jeg støtte i en 1. klasse. Det gik så fint. Eleverne (og deres lærer) var så søde. Selv da jeg var alene med dem, mens deres faste lærer var på biblioteket med nogle af eleverne, var der ingen problemer 😊

I tredje lektion skulle jeg være vikar i 3. klasse og have dem i dansk. Uff! Nu skulle den rigtige prøve jo stå, for der var jeg helt alene. 😱 Men igen gik det bare super! Der var slet ingen problemer, og eleverne var så gode til at hjælpe og fortælle hvordan de plejede at gøre tingene. 😊

Det var bare sådan en god første dag! Og jeg var vild med det. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at alle dage ikke bliver ligeså gode. Men jeg følte mig lidt som en puslespilsbrik som faldt på plads 😍 Det var så skønt.

Og som bonus har jeg også fundet en gruppe at skrive den store opgave i skolen med 😃 (jvf mit forrige indlæg), så jeg er bare virkelig lettet!

Sikke dog en dejlig dag 🌞❤

Når man nogle gange har lyst til at give op….

Jeg studerer jo til lærer, og jeg er rigtig glad for det. Men jeg startede i september sidste år, hvor Marley kun var 6 måneder, og Casper overtog barslen. Kort tid efter fandt vi drømmehuset, og skulle pludselig til at sælge vores andelsrækkehus, købe hus og flytte. Det var en virkelig stressende periode, og mit studie blev nedprioriteret. Når jeg sidder her nu og tænker tilbage, så tror jeg ikke helt, jeg har fået noget ud af 1. semester. Mit fokus har været et andet sted.

Nu er vi så nået til at skulle skrive en stor opgave i et af fagene (KLM, som er næsten det samme som samfundsfag), men sygdom hos børnene og jeg har gjort, at jeg ikke har været der de sidste to gange, hvor vi har fået info om opgaven og er blevet inddelt i grupper. Jeg skrev selvfølgelig til en fra klassen, om hun ville være sød at få mig sat i en gruppe, og det ville hun gerne, men vores lærer satte sig imod og mente, at hvis man ikke havde været der to gange i træk, så måtte man sejle i sin egen sø. Det gjorde mig så vred, for jeg kan jo ikke gøre for, at vi er ramt af sygdom hele tiden. Men på den anden side, har jeg heller ikke været den bedste studerende i 1. semester. Det vil jeg dog gerne have gjort godt igen.

Nå, men læreren forbarmede sig alligevel, og lavede en såkaldt opsamlingsgruppe, for folk der ikke har været der, og har kunnet vælge sig ind i en rigtig gruppe. Men jeg aner ikke hvem der er i denne gruppe, og jeg ved heller ikke hvilket emne vi har. Jeg har skrevet til min lærer og spurgt, men hun har endnu ikke svaret..

Lige nu har jeg bare lyst til at give op… Jeg bliver sur på mig selv over, at jeg ikke bare har taget den uddannelse for længe siden! Jeg ved ikke hvorfor, jeg altid bliver i tvivl om valg af uddannelse og dropper ud, men for pokker det bider en i halen nu. Jeg vil og skal gennemføre denne uddannelse, og jeg bliver også en god lærer, når jeg er færdig, det er jeg helt sikker på. Lige nu er de 3,5 år jeg har tilbage bare virkelig uoverskuelige. Og denne her opgave jeg skal have skrevet er bare virkelig øv! Men den er deltagelsespligtig, så der er ingen vej udenom… Heldigvis skal den kun bestås.

At finde sig selv igen efter at være blevet mor.

At finde sig selv igen efter at være blevet mor.

Wow! Der er lige gået ret lang tid efter mit sidste indlæg. Juleferie, sygdom og opstart af skole efter ferien har bare nuppet alt tiden..

I går på studiet havde vi om drama i undervisningen (lærerstuderende 😉 ). Det var både super sjovt og vildt grænseoverskridende. Vi skulle lave forskellige øvelser/lege som kunne bruges ude i klasserne. Der var f.eks. en leg hvor vi skulle danse følelser, når vi hørte forskellige typer af musik, og derefter skulle vi stå i en cirkel, og en efter en skulle vi ind i midten og danse. Puha det var godt nok ikke lige noget jeg var helt med på! Og hvorfor egentlig ikke?

Da jeg var yngre (uff jeg lyder så gammel 😀 ), der var jeg altid i centrum! Jeg havde hovedrollerne i teaterstykkerne på de skoler jeg har gået på, jeg sang solo foran vildt mange mennesker, jeg var den første på dansegulvet, når vi var til fest og i byen, jeg var altid den, der sad med hånden i vejret i skolen.. SE MIG! HØR MIG! Men efter jeg er blevet mor, er jeg faktisk blevet ret genert. Jeg er ikke længere den der vil ses og høres.. Hvis jeg kan sidde jeg bagerst i klassen, har jeg det bedst og jeg siger stort set aldrig noget. I går til dramaøvelserne var jeg virkelig nervøs for at skulle danse foran alle.. Jeg gjorde det, og det var vildt sjovt, men jeg var ikke meget for det i starten, og diskuterede med mig selv, om jeg skulle stikke af.

Men jeg var faktisk rigtig glad, da jeg kørte hjem fra skole i går. Jeg kan godt mærke, jeg har savnet det. Jeg har altid elsket at spille skuespil og synge, men har ikke gjort nogle af delene, i jeg ved ikke hvor mange år.

Hvorfor mon det er blevet sådan..? Jeg har nok glemt mig selv, fordi jeg bare har haft fuld fokus på ungerne. Det er vel også meget normalt, men jeg kan godt mærke, jeg har brug for noget fokus på mig selv efterhånden. Jeg har brug for, at lave nogle af de ting jeg elsker. Forleden dag tog jeg mig sammen og gjorde noget godt for mig selv; jeg trænede, dyrkede yoga og afsluttede med noget mindfullness, og det lyder som en kliché, men jeg har faktisk følt mig som et nyt menneske siden. 🙂 Jeg har været gladere og skældt mindre ud. Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er, at huske sig selv i alt det her mor-hejs. 🙂

Selvom jeg hader at være væk fra mine børn, så tror jeg det er givet godt ud, hvis jeg begyndte til noget amatørteater eller kor igen. Heldigvis bor vi to minutter fra Sædder Kirke, som har et kor, man kan komme og synge i, hvis man har lyst. Det er måske det jeg skal satse på! Selvom amatørteater trækker mest, så tager det også rigtig meget tid, en tid jeg nok ikke har. Mine børn, kæreste, skole og måske arbejde kommer i første række. Kor er en aften om ugen, så det er mere overskueligt.

Det er bare så vigtigt at huske sig selv, også selvom alt andet tager det meste fokus.

 

Et kapitel der nok er slut nu…

Et kapitel der nok er slut nu…

Marley er de sidste par dage blevet super utilfreds, når jeg har lagt ham til brystet. Han gider simpelthen ikke ammes mere.. 😳 I starten var det om dagen, så ved putning og nu nægter han også om natten 🤤

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om det, må jeg indrømme. Tror ikke jeg er helt klar til at det er slut. Men han er jo trods alt en stor dreng snart 😱 hvor blev min baby af?

Monique ammede jeg “kun” i tre måneder. Jeg kunne simpelthen ikke mætte hende. Så med Marley havde jeg et stort ønske om at amme ham, hvilket jo så også er lykkedes indtil nu. 😊 på trods af flere omgange svamp og sår og revner på brystvorten. 😓 så er virkelig stolt af at jeg har ammet så længe.

Han er snart 10 måneder, så er lidt overrasket over at han allerede ikke gider ammes mere. Min svigermor indskød så lige: “det var sådan jeg fandt ud af at jeg var gravid med Caspers lillebror!” 😂 haha shit tænker man så! Men mon ikke Marley bare ikke gider, fordi “rigtig” mad er federe? 😅 Han er jo lidt et madøre. Så det håber vi er grunden! 😁 (det bilder jeg mig selv ind i hvert fald 😱)

Men selvom jeg ikke er helt klar til at dette kapitel skal slutte.. Så er jeg altså også en smule lettet. 🙄 Hvor bliver det fedt at have min krop for mig selv igen! Og så befriende ikke at skulle tænke over hvilket tøj man skal have på, fordi det skal være “amme-venligt”. Og jeg kan tage mig et glas rødvin eller to i morgen til jul 😜 og til nytår også, uden dårlig samvittighed 😄 Så lidt rart er det altså også 😊

Rigtig glædelig jul til alle jer derude bag skærmene 😊🎄 håber i får en fantastisk aften i morgen med alle jeres kære!

Rom bliver jo ikke bygget på en dag….

Vi flyttede jo i hus i slut oktober, var det vist. Vi kom fra et 86 kvm andelsrækkehus til et hus på landet på 160 kvm. Det er så dejligt med alt pladsen. 😍

Jeg synes efterhånden vi er kommet rimelig godt på plads.. Men hold fast, hvor har jeg svært ved at acceptere at det hele ikke er i orden endnu. 🙈

Det her er jo vores forhåbentlig for-evigt hus, så vi har jo masser af år til at gøre det lækkert, men synes det er svært at vente på.. Gad så godt det hele var lækkert..  NU!

Jeg er studerende, og tjener ikke alverden. Mit skema for næste semester tillader ikke rigtig arbejde ved siden af su’en, så vi har kun Caspers løn. Så der er virkelig lang vej med alt det vi vil med huset. Der er mange nye møbler, der skal købes, en tilbygning, der skal bygges, havemaskiner til at passe haven med, skal også købes osv osv.. samtidig med at vi jo også skal leve..

Rom blev ikke bygget på en dag nej, men gad godt den gjorde 😅 vil så gerne i gang med alle projekterne, men det må jo selvfølgelig vente til pengene er der… og gratis projekter er der stort set ingen af 😒 æv!

Jeg er en julemand fra at vinde 50.000 kr på min skrabekalender 😜 deeeet gad jeg godt lige.. Jeg vinder jo nok ikke, men man har vel lov at drømme 😂

Så indtil videre må jeg bare indrette videre i mit hoved.. 😜

 

Forventningen til mor-rollen

Forventningen til mor-rollen

Jeg følger en del forskellige mødre både her på momster og på Instagram. Det er mega fedt, at se hvordan andre gør tingene og at få udfordret sine egne holdninger og synspunkter.

Før jeg blev mor, havde jeg en masse ideer om, hvordan jeg ville blive og være som mor. Jeg havde f.eks. aldrig regnet med at jeg ville ryge under min første graviditet. Ja det gjorde jeg med Monique. Er der noget jeg fortryder inderligt, så er det det.😔  Jeg stoppede med at ryge, da Monique var lige over et år, og har ikke røget siden. Men burde være stoppet længe før. Monique er heldigvis sund og rask! Det er jeg så taknemmelig for.

Jeg var også sikker på, at jeg ville blive overskudsagtig og meget rolig.. Ehm..  tja.. Det er jeg så ikke 😅 jeg har fundet et temperament, som jeg aldrig havde troet jeg ville kunne have. De børn kan trykke på nogle knapper jeg ikke vidste jeg havde. 🙈 og det kræver nogle meget dybe vejrtrækninger ind i mellem.

Da vi fik Monique, var jeg overbevist om, at jeg var mere klar end jeg egentlig var, da det kom til stykket. Tror det alligevel kom bag på mig, hvor hårdt det var med en lille en. Jeg tænkte at det ikke kunne være så slemt, for jeg havde jo dog prøvet at arbejde i vuggestue. Men jeg tog fejl! Det var død hårdt 🙈 men også det bedste der er sket for mig! ❤ og også Marley. Men jeg havde da lige glemt hvor hårdt det var med en baby 😅 det hele var lige blevet så nemt med Monique.

Men jeg var sikker på, at jeg ville blive en ifavnsk-slynge mor som bare var fuld af overskud. Gad godt kunne sige at jeg aldrig kom til at råbe ad børnene, at jeg bagte mit eget brød og lavede mad fra bunden, at jeg var mega god til at bruge vikle og slynge, at jeg kunne gå hjemme med dem osv..

Men! Jeg kommer nogle gange til at råbe af børnene, er ikke stolt af det, men det sker.. Jeg har virkelig ikke overskud til at bage og lave mad fra bunden 😂 jeg er ikke særlig god med vikler, men vi øver os 🙈 og jeg tror jeg ville blive skør af at gå hjemme i længden 🙄 det er altså rart at komme lidt ud uden børn.

Men jeg beundre virkelig de mødre jeg følger! Og kan ikke lade være med at tænke om man nu selv er god nok som mor og om man burde være mere overskudsagtig.. Men altså det vigtigste er jo, at ens børn trives og er glade. Og det er de, begge to 😊 og i vores hjem er der masser af kærlighed, kram og kys og det jo faktisk det vigtigste 😊 Jeg synes det er rart at mange er begyndt at vise bagsiden bag insta-billederne også, så man ikke får helt så meget præstationsangst som mor 😅 For man gør jo altid det bedste man kan for sine skønne unger, og man elsker dem ubetinget, selvom de nogle dage driver en til vanvid 🙄 man skal bare lige huske at rose sig selv ind i mellem og sige “du gør det sgu godt nok!” Ligesom man skal lade være med at sammenligne babyer og børn, skal man nok heller ikke sammenligne mødre 🙄 for alle gør det på sin måde, og der er vel ingen måde, der er mere rigtig end andre, så længe børnene trives og er glade. 😊

 

Søskende og dårlig samvittighed

Søskende og dårlig samvittighed

Marley er vågnet her til morgen med 38.4, grøn snot i hele hovedet og en grim ralende hoste 😔 så selvfølgelig betyder det hjemmedag for ham.

Men åh så kommer dilemmaet med storesøster Monique på 4 år. For ligeså snart hun hører at Marley skal være hjemme, så vil hun jo også. Sidst Marley var syg, der gav jeg mig og gav hende en fridag, mest fordi vi lige var flyttet og institutionen var helt ny.. Men jeg synes altså ikke hun skal have fri, hver gang Marley er syg. Marley er jo pylret og træt, og vil bare gerne hænge på mor, hvilket han skal have lov til, når han er syg. Og derfor kan det være svært at have tid til Monique også en hel dag, for hun er en aktiv pige. Når man er syg har man også bedst at lidt fred og ro, og det er der bare ikke når begge børn er hjemme.

Men jeg synes alligevel jeg får dårlig samvittighed over at aflevere Monique 😔 hun bliver jo ked af det, når vi siger farvel. Og især også fordi hendes faste voksne ikke lige var der.

Det har nok været det sværeste ved at blive mor til to. Den evige dårlige samvittighed overfor dem begge. Man føler hele tiden de ikke får opmærksomhed nok hver især. Lillebror tager bare meget tid fra storesøster, hvilket jo er normalt, når han kun er 9 måneder. Men det er hårdt når Monique så siger: “mor du er altid kun sammen med Marley.” Av! Det gør lidt ondt, selvom man jo godt ved, det overhoved ikke passer. Men i Moniques 4 årige hoved, der passer det jo, og det er svært. Prøver virkelig at give dem begge det samme. Men Marley er jo bare oftere syg end Monique er, fordi han lige er startet vuggestue, så selvfølgelig får han flere hjemmedage..

Man slipper nok aldrig for den dårlige samvittighed, og man kan jo kun gøre det bedste man kan.

I morgen kommer Moster og to kusiner og sover her, så det bliver Monique tid 😊 også tager vi en fridag i næste uge, og tager i svømmehallen. En mor og Monique dag ❤

Det er svært at blive storesøster. Men heldigvis elsker hun også sin lillebror overalt i verden 😊 De kys og kram de giver hinanden, og den måde Marley lyser op på, når han ser sin søster, er det hele værd. 😍